Evaluering af FDF Midthimmerlands cirkusprojekt
Nedenstående er en evaluering af et cirkusprojekt med FDF Midthimmerland. Projektet var i marts og april 2016 og var støttet af Børns Møde Med Kunsten.
Læs mere om Børns Møde Med Kunsten her.
Læs flere evalueringer og omtaler her.
Projektforløb
Vi er 4 forskellige FDF-kredse, som kørte et fælles cirkusprojekt for de 5-8 årige, ialt ca 70 deltagere. Børnene samledes i to grupper, som begge havde besøg af Søren to aftner, hvor de blev introduceret til gøgl og cirkus, og bagefter fik lov at øve sig. Søren havde masser af udstyr, som vi fik lov at låne i perioden, så vi kunne øve os, når han ikke var der. Til slut afholdt vi en fælles cirkusdag på cirkusmuseet i Rold, hvor Søren (og FDF lederne) øvede med børnene 2-3 timer, og forældre og søskende kom og så forestillingen om eftermiddagen. Dagen indeholdt selvfølgelig også mad på bål (lavet af lederne, da børnene skulle øve) – popcorn, cirkusmuseum, slush ice osv. Det var rigtig godt at arbejde med et emne i længere tid, og sammen arbejde hen mod et fælles mål – at møde de andre kredse og sammen lave en flot forestilling. Vi er selv meget tilfredse med resultatet, og børn og forældre var helt høje. Vi ser børnene en gang om ugen i 1,5 time, og synes det er utroligt, hvad de har nået at lære – de var dygtige. Søren er meget mere ambitiøs og kunne godt have tænkt sig, at vi havde haft tid til at arbejde mere – med kulisser, kostumer og øvning – så forestillingen havde været mere færdig. Det får os til at tænke, at vi måske en anden gang kunne bruge temaet på en weekend eller sommerlejr, hvor vi har muligheden for et længere forløb.
Kunstnermødet
Børnene fik overraskende meget ud af forløbet – at opleve, at man godt kan, når bare man prøver igen og igen, at man ikke behøver at føle sig dum, men at der altid er noget, man er god til. De fik alle succesér og aha-oplevelser med sig, og oplevede, at familie og venner var imponerede af dem. FDF leger sig til fællesskab og kompetencer, og det hele går op i en højere enhed her.
Har projektet sat spor
Det var forrygende at opleve Søren lære fra sig. Han var dygtig – selvfølgelig dygtig til gøgl, men også en god pædagog – og lederne har lært meget af at have besøg af ham – en rigtig god lederskole. Det var en sidegevinst, som vi ikke havde forudset. Vi investerede i gøglerudstyr, som jævnligt bruges på børnemøderne og lejre, hvor vi bygger på de ting, vi lærte af Søren.