Speedwedding

I 2008 fik karnevalskoordinator Klaus Bystrup sammen med Søren Visby en idé: Speedwedding…

Alt for mange unge mennesker går hjem fra karneval sammen, forelsker sig, flytter sammen, får børn, men glemmer at blive gift. Derfor kan man nu finde Speedweddingteltet og få orden i papirerne. Det hedder jo Speedwedding, så det hele går så hurtigt at man ikke når at fortryde, før det er overstået.

I blå paliettejakke står Søren klar til Speedwedding foran sin bod i Kildeparken
Giftefogeden er så klar!… Nu må kunderne gerne strømme ind i parken

Gælder Speedwedding?

Ja… Selvfølgelig gælder det… Men kun så længe de implicerede parter selv tror på det. Aalborg Karneval er jo hverken offentlig myndighed eller registreret trossamfund, så vielsen er kun karnevalsk. Og vi anbefaler at varig kærlighed stadfæstes ved en højere instans.

I fuld galla svinger Søren sin magiske "giftestok" over hovedet på to glade karnevalister. Speedwedding.
To glade unge mennesker bliver smedet sammen af Karnevalets giftefoged.

Kom og bliv gift!

Aalborg Karneval er sidst i maj/først i juni. Store parader fylder hvert år gaderne med ca. 75.000 udklædte deltagere og 1.000-vis af tilskuere langs ruten gennem Nordens Paris. Festen kulminerer i Kildeparken med koncerter, DJs og det er også her man finder Speedweddingteltet og giftefogeden. Kom i god tid; der er sikkert kø. Har du ikke allerede en af blive gift med, så finder du nok en i køen.

Hvem kan blive gift til speedwedding?

Alle!

Du kan blive gift med den du elsker… Eller med nogle andre… Eller nogle flere… Faktisk er den eneste du ikke kan blive gift med giftefogeden selv… Man må jo passe lidt på sig selv…

Det med småt:

Aalborg Karneval og Det Flyvende Kuffertcirkus tror på kærligheden og det gode i alle mennesker, men kan ikke efterfølgende drages til ansvar for konsekvenser af Speedwedding som: Børnepenge, jalousi, tvangsauktioner eller antallet af svigermødre ved flerkoneri.

Karneval & Kuffertcirkus

Aalborg Karneval og Det Flyvende Kuffertcirkus er gamle kærester. Siden slutningen af 80érne har vi deltaget i karnevalet; både på arrangørsiden og som aktive deltagere i festen. Om nogen har vi udlevet karnevalets gamle motto: “Gaden er scenen – Du er gøgleren!”