Cirkusprojekt i Coronatid

I starten af april 2020 gik jeg rundt og tænkte på, om verden nogensinde blev sig selv igen, og om jeg overhovedet kunne få lov til at fortsætte med at lave cirkus med børn.

Jeg blev positivt overrasket over, hvor hurtigt jeg er kommet tilbage til noget, der ligner tiden før Corona.

Fra slutningen af maj og frem til jul har jeg lavet 27 cirkusprojekter på samlet 57 dage og med over 1100 børn rundt i landet. Dertil kommer egne forestillinger på biblioteker, campingpladser og gågader.

Det ligner tiden før Corona… men det er det ikke…

Regler og anbefalinger

Sundhedsstyrelsens retningslinjer skal selvfølgelig overholdes. Fortolkningen er dog forskellig fra kommune til kommune, fra institution til institution og ikke mindst afhængigt af det aktuelle smittetryk. Jeg indretter mig altid efter netop jeres fortolkning.

Gruppestørrelser

I de fleste institutioner er børnene opdelt i grupper, der i øjeblikket ikke har fysisk kontakt med hinanden. Ofte ville jeg alligevel have brugt næsten samme opdeling i mindre grupper, så det er egentlig ikke det store problem under træningen, men hvis projektet skal slutte med en forestilling, betyder det, at den må opdeles i flere små forestillinger.

Rekvisitter

Heldigvis har jeg rigtig meget grej og er vildt god til at pakke min bil effektivt, så grupperne behøver, med få undtagelser, ikke at dele rekvisitter. Hvor meget grejet skal gøres rent undervejs, er noget vi aftaler. Som udgangspunkt er mit grej enten rengjort eller har været i karantæne hjemme i garagen, når jeg kommer hos jer.

Forestillingen

Her har vi sammen virkelig været nødt til at tænke ud af boksen, men det er der så også kommet nogle fine, men lidt anderledes forestillinger ud af – og hvert nyt projekt har haft sin helt egen løsning.

Hen over sommeren har det været muligt at lave en del afslutninger næsten normalt, men selvfølgelig udendørs. I efteråret har det også et par gange været muligt at spille indendørs, hvor lokalerne har været store nok, men ellers har de længere projekter sluttet med en eller anden form for videoprodukt. En-dags projekterne er sluttet med, at jeg har spillet forestilling for børnene.

Skal vi lave cirkus sammen?

Uanset hvor forsigtig man er, vil der altid være en større risiko ved at gøre noget end ved at lade være med at gøre noget. Men når jeg kommer rundt i børnehaverne og på skolerne, kan jeg mærke, hvordan både børn og voksne trænger til at lave noget sjovt sammen.

Ring eller skriv til mig og lad os snakke om, hvordan vi laver det bedste cirkusprojekt hos jer.

Hilsen

Søren Visby